Traducción al danés de la declaración de la LAI contra la agresión imperialista contra Venezuela

A continuación compartimos una traducción no oficial de la declaración del Comité Coordinador de la Liga Antiimperialista (LAI) publicada por Roede Fane.

Antiimperialister i alle lande, foren jer!

Mod den imperialistiske aggression mod Venezuela

Lad os organisere verdens folks antiimperialistiske modstand

Vi, arbejderklassen, socialistiske, progressive og antiimperialistiske kræfter fra forskellige lande i verden, fordømmer på det kraftigste den imperialistiske aggression rettet mod Venezuela.

Angrebet mod Venezuela er ikke en begrænset intervention mod en regering, en midlertidig diplomatisk krise eller en cyklisk udenrigspolitisk manøvre. Dette angreb udgør en direkte krigserklæring mod en stats suverænitet, et folks politiske vilje og et lands uafhængige eksistens. Imperialistiske centre forsøger at legitimere denne aggression gennem deres velkendte propagandafraser: »sikkerhed«, »kampen mod narkotika«, »stabilitet« og »demokrati«. Men verdens folk lader sig ikke længere narre af disse løgne. Venezuela er i dag mål for de samme begrundelser, som blev brugt i Irak, Afghanistan, Palæstina, Libyen og Syrien. Hertil kommer nu en direkte trussel mod Cuba, Mexico og Colombia. Det eneste, der har ændret sig, er mållandet; det, der er øget, er imperialismens hensynsløshed.

Den amerikanske imperialisme har indledt en åben aggressionskrig mod Venezuela. Landet er blevet bombet, strategisk infrastruktur er blevet angrebet, og Venezuelas forfatningsmæssige præsident, Nicolás Maduro, er blevet bortført med magt og taget til fange. Målet med denne aggression er at omdanne Venezuela til en fuldt underordnet amerikansk halvkoloni inden for det imperialistiske hierarki.

Dette angreb er ikke uafhængigt af det imperialistiske systems logik. Imperialisme er kapitalismens højeste og samtidig forfaldne stadium. Koncentrationen og centraliseringen af kapital, finanskapitalens dominans og opdelingen af verdensmarkederne driver uundgåeligt de imperialistiske stater mod krige om omfordeling. Faldende profitrater, overdreven kapitalakkumulering, nedgang i produktive investeringer og intensiveret konkurrence gør krig fra en undtagelsestilstand til et permanent instrument i systemet. Lande som Venezuela, der er rige på energiressourcer, geopolitisk strategiske og ikke fuldt ud under imperialistisk kontrol, er derfor direkte mål.

Imperialistisk aggression er ikke begrænset til ekstern militær intervention. Den sigter også mod at omstrukturere statsapparatet i semikoloniale eller undertrykte lande, underordne den politiske magt under imperialistiske kapitalfraktioners interesser og likvidere befolkningens historiske landvindinger. Plundringen af offentlige aktiver, overførslen af strategiske sektorer til multinationale monopoler og afviklingen af planlægnings- og beslutningsmekanismer er centrale komponenter i denne proces. Af denne grund søger imperialistiske angreb ikke blot en regeringsændring, men en omfattende social og klasseomorganisering.

Som Antiimperialistisk Forbund fastslår vi klart, at en ubetinget og fast holdning mod imperialistisk aggression ikke udelukker en kritisk vurdering af den eksisterende magthavers natur. Den herskende klik, ledet af Maduro, har i høj grad bygget sin magt og legitimitet på USA retorik. Folkets historiske vrede og had mod imperialismen er blevet omdannet til politisk kapital gennem denne diskurs. Maduros fremstilling af sig selv som »nationalt uafhængig« og »bolivarisk« er imidlertid i vid udstrækning en illusion. Denne politiske linje er langt fra et konsekvent antiimperialistisk perspektiv, der sigter mod økonomisk, politisk og militær befrielse af den undertrykte nation og arbejderklassen fra imperialismen.

I imperialismens æra er den antiimperialistiske kamp ikke begrænset til modstand mod militær besættelse; den kræver nødvendigvis omvæltning af det imperialistafhængige system og dets herskende klasser. Den såkaldte »bolivariske uafhængighedslinje«, der strækker sig fra Chávez til Maduro, har bevaret de eksisterende produktionsforhold (halvkoloniale og halvfeudale forhold) og alle deres fundamenter og har kun foreslået begrænsede justeringer i fordelingsmekanismerne mellem storbourgeoisiet og godsejerne. Baseret på en anti-USA holdning har denne linje været inkonsekvent som antiimperialistisk projekt og har været afhængig af en pragmatisk balancepolitik, der søger at drage fordel af rivaliseringen mellem de imperialistiske magter, hvilket åbner døren for nye former for afhængighed og undertrykkelse fra andre imperialistiske kræfter som Kina og Rusland. I denne forstand har det nuværende herskende regime hverken en ægte folkelig karakter eller repræsenterer en sammenhængende antiimperialistisk linje.

Uanset det herskende regimes karakter er det grundlæggende problem i Venezuela i dag imidlertid imperialistisk aggression. Den amerikanske imperialisme har defineret sine modsætninger med Venezuela som en trussel mod sine imperialistiske interesser og har bevæget sig i retning af et direkte angreb på landets politiske suverænitet. Imperialismen søger total hegemoni og absolut underkastelse.

Den antiimperialistiske kamp er ikke begrænset til modstand mod eksterne interventioner. Den skal også rette sig mod imperialismens interne klassefundament, de bureaukratiske kapitalistiske strukturer og deres politiske repræsentanter. Uden folkets organiserede magt, uden en ægte transformation af statsapparatet, er varig befrielse umulig. Imperialismen skal afvikles ikke kun udefra, men også indefra.

Netop af denne grund er imperialismen ikke blot et system, der skal analyseres, men en presserende politisk fjende, der skal konfronteres direkte. Teoretiske sandheder får kun betydning, i det omfang de omdannes til konkrete politiske holdninger og en organiseret kampstrategi. Den aggression, der udspiller sig i Venezuela i dag, viser klart, at den antiimperialistiske kamp er en presserende og uopsættelig opgave.

Med denne forståelse erklærer vi som Antiimperialistisk Forbund:

USA skal trække sig ud af Venezuela.

Alle militære angreb skal straks ophøre, og alle udenlandske styrker skal trække sig ud af landet.

Det venezuelanske folk skal have ret til frit at bestemme sin politiske og økonomiske fremtid.

Ingen imperialistisk magt må få lov til at etablere herredømme over Latinamerika og Caribien.

Disse krav er ikke blot diplomatiske appeller, men konkrete søjler i verdens folks fælles kamp. Af denne grund opfordrer vi arbejderklassen, arbejderbevægelsen, ungdommen, kvinderne og alle folkelige, revolutionære og antiimperialistiske kræfter i hele verden til at nægte at tie. Vi opfordrer dem til at gå på gaden, afsløre den imperialistiske krigsmaskine og opbygge en aktiv, organiseret og militant solidaritet med det venezuelanske folk.

For uden imperialismens ødelæggelse er varig fred umulig. Uden at overskride kapitalismen kan imperialismen ikke afskaffes. Uden et brud med dette system kan ægte folkelig suverænitet ikke opnås.

Lad os organisere det internationale proletariats vrede mod imperialistisk aggression.

Venezuelas folk er ikke alene.

De undertrykte folk og det internationale proletariat vil sejre; imperialisterne og deres lakajer vil tabe.

Ned med den USA-imperialismen.

Ned med imperialismen og alle former for reaktion.

Leve vores antiimperialistiske kamp.

Mobiliser vores kræfter for at opbygge Antiimperialistisk Forbund.

KOORDINERINGSKOMITÉ FOR ANTIIMPERIALISTISK FORBUND

Januar 2026