
Danish translation of the AIL statement on Al-Aqsa Flood
We hereby share a translation published by Roede Fane.
»AL-AQSA FLOOD« ER EN MODSTANDSFAKKEL SOM STYRKER BESLUTSOMHEDEN HOS DE UNDERTRYKTE FOLKESLAG TIL AT KÆMPE IMOD DEN FOLKEMORDERISKE ISRAELSKE STAT OG IMPERIALISTISK AGGRESSION
Det Organiserede og Væbnede Folks Modstand er Dømt til at Vinde
»Vi ved at Israel hævder at have moderne spionageværktøjer og den mest magtfulde efterretningsapparat, men vi har set det kollaps under modstandens lægtehammer og trådt ned af modstandens sko.« (Marwan Al Abdel)
Årsagen til krigen er ikke palæstinenserne, men israelsk zionisme og dens imperialistiske støtter. Den zionistiske stat Israel har ført en kolonialistisk krig imod det palæstinensiske folk i årtier for at tilrane sig land, der tilhører det palæstinensiske folk.
Den 7. oktober 2024 i den første årsdag for Al-Aqsa Flood. Den 7. oktober 2023 markerer en ny etape i den de Palæstinensiske Nationale Befrielsesstyrkers kamp imod israelsk zionisme, som altid har været en stor kilde til modstand for de antiimperialistiske og antifascistiske kræfter i verden. De Palæstinensiske Nationale Befrielsesstyrker, forenet under samme tag, har opnået en »syndflod«, som har skræmt, ikke blot den folkemorderiske Staten Israel, men også imperialisterne, hvis ubegrænsede økonomiske, politiske, diplomatiske og militære støtte, de drager fordel af. 28 punkter i Gaza, verdens største åbne fængsel, omgivet af hegn og mure, hvilket inkluderer »nye bosættelser«, symboler på kolonial besættelse, blev indtaget til lands, i luften med para-gliders og til vands. Den retfærdige modstandsbevægelse indledte et chok-operation. Israelsk zionisme og dens velgørere, USA og de omringende imperialister, karakteriserede denne udvikling som begyndelsen på en omfattende krig.
Med den 7. oktober led, ikke kun det israelske folkemord, men også imperialisterne, et stort tab af prestige og myten om den »urokkelige magt« blev svært såret. Under enorme internationale monopoler og imperialisternes vinger (Storbritannien, Canada, Frankrig, Tyskland, …), især USA, beskyttet af den berømte »Iron Dome«, med det mest magtfulde efterretningsnetværk i verden, med samarbejdet fra de reaktionære regionale stater, blev Staten Israel igen givet den »bitre lektion« at »det er folket, og kun folket, der er drivkraften i skabelsen af verdens historie«. Dem som tror at de vil vinde en krig med teknologiske midler har lidt store nederlag overfor de organiserede masser, som ikke tøver med at dø for deres sag ved hvert et vendepunkt i historien. Selvom Staten Israel prøvede at opnå resultater ved at begå alle slags forbrydelser, hvilket inkluderer folkemord, efter det store chok den oplevede den 7. oktober, kunne den ikke opnå nogen resultater. Dens interne balance blev rystet, en stor opposisiosn samlede sig indenfor landet og den militære og teknologiske storhed og uovervindeligheds bobbel sprængte.
Den Israels zionistiske stats billede af uovervindelighed blev knust af Al-Aqsa-Flood. Ud over den kapitulation, som Oslo-aftalerne pålagde, var det en ny begyndelse på et tidspunkt, hvor den zionistiske ekspansionisme var »normaliseret«, og den palæstinensiske sag blev anset for at være »overstået«. Al-Aqsa-Flood knuste mange etablerede forståelser og ødelagde den status quo, der længe var blevet taget for givet om Palæstina. Processen med »normalisering«, herunder palæstinensisk isolation, sluttede. I folkemunde sagde man endnu en gang, at »magten har brudt spillet«.
»Uden en folkehær, vil folket intet have.« (Mao Tsetung)
Denne bevægelse fra de Palæstinensiske Nationale Befrielsesstyrker har vist, at det er muligt at besejre den stærke med en svag, men organiseret bevægelse baseret på folket. Denne mulighed har en lærerig dybde for alle revolutionære og nationale modstandsbevægelser.
Israel er en enorm militær og teknologisk magt med stor materiel-militær støtte; men klassekampens glorværdige historie har gentagne gange bevist, at de, der er beslutsomme i deres kamp for deres retfærdige sag, de, der organiserer sig for denne sag, de, der etablerer de rigtige bånd med de undertrykte folk og gør dem til en del af kampen, på trods af alle umuligheder, besejrer de kræfter, der har store midler.
Der er en situation, hvor den »gigantiske magt«, som har erklæret absolut suverænitet over de palæstinensiske områder og omgivet dem med sikkerhedsmure, som har tvunget 4 arabiske stater i knæ på 6 dage, som har indgået fangeudvekslinger på en måde, der får det til at se ud, som om der er tusindvis af palæstinensiske modstandskæmpere for én soldat, som kan operere over hele verden, som har politisk-militær-økonomisk støtte fra imperialisterne med USA i spidsen, er hjælpeløs. Den magt, der skaber denne hjælpeløshed, er et folk, der har været under belejring i årtier, isoleret fra omverdenen, hvor selv de mest basale behov opfyldes gennem tunneler, og som er dømt til fattigdom og elendighed.
Selv om det er en realitet, at imperialisterne og deres håndlangere har enorme ressourcer, må man ikke glemme, at masserne af de undertrykte og udbyttede folk også har historiske erfaringer med modstand og kamp. De vietnamesiske kommunisters krigstaktik, som besejrede den amerikanske imperialisme i Vietnam på trods af al dens brutalitet, som gravede tunneler under jorden mod luftbombardementer og gjorde undergrunden til et center for modstand og angreb, er i dag blevet de palæstinensiske modstandsstyrkers våben i bycentrene. Den 7. oktober, efter at chokket over angrebet havde lagt sig, var der propaganda for, at Israel hurtigt ville knuse modstanden i Gaza og ødelægge tunnelerne. Men var dette virkeligheden? På trods af al den psykologiske krigsførelse og manipulationen af det enorme propagandaapparat var det de Palæstinensiske Modstandsstyrkers vilje, der afgjorde krigen, ikke den israelske stats og dens støtters løgne og overdrevne historier. Den krig, der blev organiseret i disse tunneler, fortsætter med at ryste den israelske stat.
Efter næsten et års krig i et lillebitte område har den israelske stat ikke engang været i stand til at nå frem til de krigsfanger, som de Palæstinensiske Modstandsstyrker holder fanget, endsige opnå sejr.
Al Aqsa-Flood har også ødelagt de lurvede teorier, som revisionister og reformister har fremsat i fredens, demokratiets, afvæbningens og forsoningens navn. Det er de Palæstinensiske Modstandsstyrkers væbnede styrker, modstandsstyrkernes forenede hære, der vil stoppe den folkemorderiske israelske stat og dens imperialistiske støtter. Derfor har begivenhederne siden den 7. oktober elimineret alle andre muligheder end væbnet kamp.
I imperialismens og den proletariske revolutions æra er bourgeoisiet blevet reaktionært i enhver henseende og er udstyret »fra top til bund« med et voldsapparat. Netop derfor er »magtovertagelsen med væbnet magt, løsningen af spørgsmålet med krig, den centrale opgave og den højeste form for revolution. Dette marxistisk-leninistiske revolutionsprincip gælder universelt, for Kina og for alle andre lande. Men mens princippet forbliver det samme, kommer dets anvendelse af proletariatets parti til udtryk på forskellige måder alt efter de varierende forhold.« (Mao Tsetung)
Proletariatet, de undertrykte folkeslag og nationer, uanset hvor de er i verden, kan kun modstå kontrarevolutionens »top-down« organiserede vold ved at organisere revolutionens vold, kun på denne måde kan de vinde deres uafhængighed, kun på denne måde kan de gribe den politiske magt. Det er derfor, Mao sagde: »Uden en folkehær, vil folket intet have.« Mao, som fremsatte teorien om Folkekrigen, proletariatets mest avancerede krigsteori, og førte den ud i livet, rådede det internationale proletariat og de undertrykte folk og nationer om, at uden at organisere revolutionens vold, uden at uddanne proletariatet og de undertrykte folk og nationer i denne virkelighed, uden at indføre revolutionær vold som princip, kan den politiske magt ikke erobres, og national uafhængighed kan ikke vindes.
Erfaringerne siden slutningen af det 19. århundrede, da bourgeoisiet afsluttede sin reaktionære udvikling, har konkret vist os, at proletariatet og masserne af undertrykte mennesker i mange dele af verden kun har været i stand til at gøre modstand, få succes og etablere politisk magt mod de herskende klasser, når og kun hvor de selv har væbnede styrker og fører væbnet kamp. Bourgeoisiet vil ikke frivilligt opgive sin magt, det vil kæmpe til døden for den og vil ikke kun bruge sin egen magt, men også de andre bourgeoisiers magt i verden. Derfor må proletariatet og de undertrykte nationer og folk organisere modstand og revolutionær vold, hvis de virkelig ønsker at gribe den politiske magt, gøre en ende på udbytningssystemet og vinde deres nationale uafhængighed.
Den folkemorderiske stat Israel er indindbegrebetbegrebet af imperialistisk aggression og kolonialisme
»Hvis Israel ikke eksisterede, ville USA være nødt til at opfinde et Israel. Israel er den største magt, USA har i Mellemøsten til at beskytte sine interesser i regionen. Forestil dig verden i denne situation uden Israel. Hvor mange krigsskibe ville der være i Middelhavet? Hvor mange tropper ville være udstationeret i Mellemøsten?« (USA’s præsident Joe Biden).
Israel har med sin zionistiske karakter lige fra begyndelsen været imperialisternes fodfæste og forpost i regionen. For USA-imperialismen betyder Israels eksistens udstationering af dusinvis af krigsskibe i Middelhavet og titusinder af militære styrker i Mellemøsten. Den zionistiske struktur i staten Israel er formet af racisme og religionisme. De ser sig selv som en »udvalgt race«, der er forpligtet til at få det land, som »Gud har lovet«, for enhver pris.
Den 14. maj 1948 ophørte det britiske mandat, og Det Jødiske Nationalråd, der var samlet i Tel Aviv under ledelse af den israelske bosætter David Ben Gurion, erklærede staten Israel for oprettet. Fra den dato begyndte en del af det palæstinensiske folk, som boede på deres eget land, at leve under en anden stats styre fra den ene dag til den anden. Det var også begyndelsen på, at palæstinenserne mistede deres land stykke for stykke, blev presset ind på et snævert område og til sidst blev helt fordrevet fra deres land.
Den zionistiske stat Israel kan ikke defineres uden at nævne imperialismen. Den zionistiske stat Israel er USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Canada. Den er mere end en stat, den er en »blodig dolk«, som imperialismen har stukket ind i Mellemøsten, og en legemliggørelse af ondskaben, som inkarnerer udbytternes brutale praksis og er stolt af det. Den er symbolet på imperialistisk aggression på statsniveau. Staten Israel er en folkemorderisk stat.
Den zionistiske stat Israel er det 21. århundredes reinkarnation af den eurocentriske kolonialismes folkemorderiske aggression, som har strakt sig fra Afrika til Asien og fra Amerika til Australien siden det 15. århundrede.
Denne folkemordsproces tjener USA’s interesser i regionen. Derfor er det afgørende, at palæstinenserne aldrig mere løfter hovedet. Den 5. november 2023, efter et møde i Jordans hovedstad Amman med udenrigsministrene fra Jordan, Egypten, Saudi-Arabien, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og generalsekretæren for Den Palæstinensiske Befrielsesorganisations (PLO) eksekutivkomité, udtalte USA’s udenrigsminister Blinken sin holdning som følger: »En våbenhvile nu vil give Hamas mulighed for at genvinde magten og gentage, hvad de gjorde den 7. oktober.« Denne udtalelse blev fremsat i regi af støtter, som fældede krokodilletårer for Gaza. Endnu en gang har det vist sig, at alle reaktionære stater, herunder Tyrkiet, som ønsker, at de israelske angreb skal stoppe, og som bruger deres egen offentlige menings følsomhed til deres demagogi, ikke engang har råd til en »humanitær våbenhvile«, medmindre deres herrer ønsker det. Det er blevet klart, at opgaven for disse lande, som støtter den palæstinensiske sag med den stærkeste retorik, kun er at spille rollen som »pastor« i det palæstinensiske spørgsmål for USA-imperialismen. Da de ikke har magt til at sikre, at den humanitære hjælp når frem til Gaza, er disse lande ikke i stand til at yde det mindste bidrag til den palæstinensiske sag. Deres udtalelser og erklæringer om støtte til Palæstina er intet andet end løgn. Sandheden er, at disse lande er lakajer, hvis interesser er på linje med den USA-imperialismes.
Den Internationale Domstol bør fordømme ikke kun den israelske premierminister Netanyahu, men alle statslige embedsmænd, der støtter Israels folkemord, fordrivelse og grusomheder, for forbrydelser mod menneskeheden
Det zionistiske reaktionære regime har med støtte fra imperialisterne og deres håndlangere i regionen tyet til folkemord og deportation mod civilbefolkningen for øjnene af hele verden, uden at anerkende nogen humanitære regler, for at komme ud af det dødvande, det er havnet i efter det store prestigetab, det har lidt. Gaza, som kun har et areal på 365 kvadratkilometer og er hjemsted for 2,3 millioner palæstinensere, bliver brændt, ødelagt, umenneskeliggjort og parteret for øjnene af hele verden. Kort sagt har det zionistiske Israel med politisk-økonomisk og militær støtte fra USA, Tyskland, Frankrig og den britiske imperialisme forvandlet Gaza til en kirkegård. De har bevidst bombet bygninger, skoler, hospitaler, moskeer, kirker og lejre med intense bombardementer og dræbt tusindvis af palæstinensere og såret titusinder. En million mennesker er fordrevet i Gaza, som har en befolkning på 2,3 millioner. Gaza har været udsat for en bølge af angreb, der sigter mod fuldstændig dehumanisering.
200 FN-arbejdere og 169 journalister er blevet dræbt. Hospitaler, skoler, moskeer, kirker, nødhjælpskonvojer og flygtningelejre er blevet bombet. Det samlede dødstal er over 40.000. Denne proces med folkemord og brutalitet gennemføres med beskyttelse og støtte fra krigsskibe, der tilhører imperialistiske staters flåder som USA, Frankrig, Tyskland, England og Canada, og som ligger for anker ud for Gazas kyst. Imperialisterne er hovedansvarlige for denne proces af folkemord og grusomheder. Imperialisterne har et kollektivt ansvar her. Imperialisterne har givet staten Israel legitimitet til at begå alle forbrydelser, der falder ind under begrebet »forbrydelser mod menneskeheden«, selv i henhold til bourgeoisiets »internationale kriterier«. Derfor bør ikke kun Israels præsident, men også embedsmændene i alle andre støttende stater, især USA’s præsident, som støtter hele denne folkemordsproces, retsforfølges for forbrydelser mod menneskeheden ved Den Internationale Domstol. Ligesom de medlemmer af det USA’s Senat, der gav Netanyahu stående applaus hvert minut af hans tale i den amerikanske kongres, hvor han beskrev folkedrabet og de grusomheder, de begik, også bør stilles for retten. Fordi folkemordet på det palæstinensiske folk udføres med imperialisternes »kollektive visdom og støtte«.
De øjeblikke, hvor det imperialistiske systems krise uddybes, skærpes modsætningerne mellem imperialisterne og nødvendiggør en udvidelse af aggressionskrigene mod de undertrykte nationer og folk
Efterhånden som den globale krig om splittelse og hegemoni intensiveres, diversificeres og intensiveres, falder maskerne, og alle indtager positioner i henhold til deres klasse. De internationale loves natur, og hvem de er skabt til at tjene, afsløres. Demokrati, lighed og alle de værdier, som borgerskabet har udbredt, bliver trådt under fode. I lyset af Israels folkemord og brutalitet, støttet af den imperialistiske koalition, i strid og ledtog, ledet af USA-imperialismen, har politikerne og sikkerhedsstyrkerne i »demokrati- og menneskerettighedsapostle« som USA, Tyskland og Frankrig taget deres masker af som »stater, der respekterer menneskerettigheder og frihedsrettigheder« og forvandlet sig til fascistiske aggressorer mod de masser, der omfavner den palæstinensiske modstand.
Verden befinder sig i en hvirvelstrøm, hvor de interimperialistiske modsætninger skærpes, regionale konflikter breder sig, og verden er omgivet af krigstendenser. Imperialismen følger vejen til at overvinde flaskehalse og kriser gennem krige og optrapning af aggressionen mod undertrykte folk og nationer. Samtidig skubber det den i retning af en politisk intensivering, der sigter mod en kamp for ny økonomisk indflydelse og dominans. Mens den rådne monopolistiske finanskapital bevæger sig uhæmmet på verdensmarkedet, tøver den ikke med at etablere sit hegemoni ved at ty til krige. Dette baner vejen for en forværring af de interimperialistiske modsætninger, og muligheden for militær aggression kommer mere og mere på dagsordenen.
En af de mest åbenlyse konsekvenser af det imperialistiske systems krise af forrådnelse er processen op til og efter invasionen af Ukraine. I de seneste år er USA’s og NATO’s politik med at omringe Rusland i Østeuropa og føre krig blevet intensiveret. Samtidig mistede den russiske imperialisme løbende sin indflydelse som den vigtigste hegemoniske kraft i Ukraine fra 1991 og fremefter, og USA og EU kunne ekspandere økonomisk og politisk. Resultatet af denne provokation var den russiske imperialismes militære invasion af Ukraine den 24. februar 2022. På trods af den intensive tekniske, logistiske og økonomiske støtte, som NATO har ydet til Ukraine i mere end to år, har Rusland gjort stadige fremskridt. De økonomiske sanktioner mod Rusland, som de vestlige imperialister med USA i spidsen har indført, har ikke formået at afskrække, skabe modsætninger, skabe nye spændingsfelter og svække den russiske imperialismes indflydelse på verdensplan. Ukraines militære tab mod Rusland har fået USA og NATO til ikke at trække sig tilbage, men til at tage skridt, der yderligere provokerer den russiske imperialisme. USA gav Ukraine tilladelse til at bruge våben inden for Ruslands officielt anerkendte territorium, processen med at udstyre Ukraine med F-16-fly blev fremskyndet, og USA’s og NATO’s våbenindustri fortsatte med at fodre Ukraine.
Alle lignende udviklinger i verden kan ikke betragtes som uafhængige af krigen om hegemoni og genopdeling på verdensplan. I dag er verden vidne til en krig med genopdeling som akse, en krig, der i sagens natur vil vare i årevis og vil diversificeres og udvides med hensyn til midler og områder. I denne krig spiller globale aktører såvel som deres stedfortrædere en rolle i omringningen og fastholdelsen af territorier. Kampen er politisk, økonomisk, militær og diplomatisk. Oprettelse af handelskorridorer og udvikling af manøvrer for at gøre dem dysfunktionelle er blandt værktøjerne i denne proces. Der sker en opdeling af regioner, ikke kun i forhold til ressourcer, rigdom osv. men også i forhold til deres strategiske betydning. Det USA-centrerede NATO’s politik med at omringe Rusland, indlemmelsen af Finland og Sverige i NATO, den militære opbygning i de lande, der grænser op til Rusland, USA’s og dets »allieredes« militære omringning i Indo-Stillehavsregionen mod Kina, opbygningen ved indgangen til Det Røde Hav, i Somalia, Etiopien og Taiwan er alle udtryk for dette.
NATO’s generalsekretær Stoltenberg har åbent udtrykt truslen med atomvåben og sagt, at der er »diskussioner om at tage atomaktiver ud af lageret og stille dem til rådighed for en alliance, der skal vise omverdenen, at den har et stærkt afskrækkende potentiale«, og at »så længe der findes atomvåben, vil vi forblive en atomalliance, fordi en verden, hvor Rusland, Kina og Nordkorea har atomvåben, og NATO ikke har atomvåben, er en farligere verden.« I det samme interview med The Guardian understregede NATO-sekretæren også truslen fra Kinas udvikling af atomkapaciteter. Men NATO’s hovedfokus synes at være på at »opgradere sine atomvåben mod den russiske trussel«. Disse udviklinger og diskurser bør bestemt ikke få os til at konkludere, at en interimperialistisk krig er nært forestående. På den anden side må vi erkende, at krig i stigende grad vil være en mulighed.
Situationen viser, at de regionale konflikter er stigende og breder sig fra Mellemøsten og Det Røde Hav til Golfen, det afrikanske kontinent og Sydøstasien. Der er en politisk situation i Mellemøsten, hvor de modsætninger, der allerede eksisterede før Al-Aqsa-Flood af den palæstinensiske modstand mod det zionistiske Israel den 7. oktober 2023, er blevet uddybet. Der tegner sig et billede af, at det zionistiske Israel med fuld støtte fra USA og de vestlige imperialister fokuserer på at gøre Gaza til en sikker zone ved at ødelægge, umenneskeliggøre og besætte den med en brutal massakre, uddybe besættelsen med reaktionær bosætterpolitik på Vestbredden og yderligere fragmentere det opsplittede Palæstina. Samtidig forsøger Israel at optrappe konflikten med Iran på en kalkuleret måde under ledelse af USA. Israel lægger ikke skjul på sit ønske om at udvide sine angreb til Libanon og Syrien. Til det formål organiserer de processen i tæt kontakt med USA. Under den israelske forsvarsminister Gallants besøg i USA den 23. juni blev der diskuteret planer om at angribe libanesiske Hizbollah. USA’s krigsskibe er placeret i Middelhavet for at true de bevægelser og lande i regionen, som er på den palæstinensiske side, og for at forberede en mulig krig mellem Hizbollah og Israel. Det er klart, at det vil optrappe de regionale konflikter og give Iran en platform for nye tiltag.
På grund af sine rige naturressourcer og strategiske placering har Mellemøsten altid været et af de vigtigste epicentre for kampen om genopdeling mellem imperialisterne. Derfor er krige blevet en naturlig del af livet i denne region.
Konflikterne mellem det palæstinensiske folk og den israelske besættelsesmagt har altid haft en virkning, der rækker ud over dens egen skala. Ud over mange sammenflettede og gensidigt bestemmende årsager, som nævnt ovenfor, er Mellemøstens centrale betydning med hensyn til verdens energiressourcer og kampen om dominans over energiressourcerne afgørende. Da der endnu ikke er dukket nogen energikilde op, som vil gøre olie og naturgas ubetydelige, vil det fortsat være et af omdrejningspunkterne i kampen om dominans i verden.
Den kinesiske socialimperialisme har på det seneste forsøgt at få fodfæste i Mellemøsten-ligningen. Sidste år tog de et vigtigt skridt ved at mægle i problemerne mellem Iran og Saudi-Arabien. De fortsætter denne proces med et møde med palæstinensiske organisationer. I mødet deltog repræsentanter for alle palæstinensiske modstandsstyrker. Palæstinensiske fraktioner med forskellige holdninger, herunder Fatah og Hamas, blev enige om at afslutte deres fjendtligheder og danne en regering af »national enhed« som en del af de forhandlinger, der blev formidlet af den kinesiske regering. I henhold til aftalen, som kaldes »Beijing-dialogen«, vil disse fraktioner mødes for at danne en midlertidig forsoningsregering. Ifølge kommunikéet blev man enige om at opnå national enhed, der omfatter alle fraktioner inden for Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO). Dette kan ses som et vigtigt skridt for de palæstinensiske nationale befrielses- og antikoloniale kræfter til at fortsætte deres fælles kamp mod staten Israel og dens støtter. Israel og dets støtter skred til handling, og Israel myrdede Ismail Haniyeh, chef for Hamas’ politiske kontor, som befandt sig i Iran. Formålet med mordet var at demoralisere modstandsstyrkerne i forbindelse med Hamas, som skiller sig ud med sin magt og effektivitet inden for de palæstinensiske modstandsstyrker, at vise Israels magt og at skræmme Iran. Ved at trække Iran direkte ind i krigen sigter Israel mod at involvere de imperialistiske magter med USA i spidsen direkte i krigen. På den måde vil Israels folkemord og besættelse af det palæstinensiske folk blive skubbet i baggrunden, og der vil blive skabt en »legitim grund« til et angreb på Iran, som har været et mål for USA i mange år. Med Irans de facto-inddragelse i processen vil regionen desuden blive til en større slagmark, da organisationer som libanesisk Hizbollah, Hashd al-Shaabi i Yemen og Irak bliver en direkte del af den nationale modstandskamp.
Angrebet den 7. oktober satte skub i den USA-ledede normaliseringsproces mellem Israel og De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Jordan og derefter Saudi-Arabien. Ud over Abraham-aftalerne, energi, handelsruter og politisk normalisering har planerne om fuldstændig ødelæggelse af Palæstina også lidt et alvorligt slag. På den måde ønskede USA at konsolidere sit hegemoni i regionen og svække Kinas og Ruslands voksende indflydelse. Al-Aqsa-Flood har den egenskab, at den forstyrrer alle disse planer og retningslinjer og fordømmer alle reaktionære kræfter til en ny søgen efter balance.
At identificere de Palæstinensiske Modstandsstyrker med HAMAS, indsnævre modstanden og præsentere den som en »konflikt med islamister« er et forsøg på at legitimere israelske folkemord i offentligheden
Ethvert stærkt brud i klassekampen tydeliggør modsætninger og reorganiserer rækkerne. I sådanne øjeblikke af historisk brud sker der ikke kun en tilnærmelse mellem imperialister og reaktionære stater, men også en ideologisk og politisk tilnærmelse mellem dem, der definerer sig selv som antiimperialistiske, revolutionære eller anti-krig mod imperialistisk aggression i evalueringen af den situation, der opstår. I bund og grund vurderer hver klasse, hvad der sker inden for rammerne af det perspektiv, der styres af dens egne klasseinteresser, og indtager sin position i overensstemmelse hermed. Det var det, der skete i denne proces.
Den palæstinensiske kamp for national uafhængighed og mod besættelsen er baseret på en ubestridelig ret. Det er det vigtigste punkt at understrege i denne kamp. Den palæstinensiske nationale befrielseskamp og dens ledere er blevet formet i forskellige ideologisk-politiske former, selv om de grundlæggende udgangspunkter er forblevet de samme. Det er en kendsgerning, at kræfter med islamiske referencer oprindeligt blev støttet af imperialisterne for at modarbejde socialismen og gøre de nationale befrielseskampe afhængige af imperialisterne. Tabet af troværdighed hos ledelsen af den palæstinensiske nationale befrielseskamp, som startede med Arafat og fortsatte med Mahmoud Abbas, i det palæstinensiske folks øjne, er en afgørende faktor for disse kræfters fremkomst og endda dominerende stilling. At bevægelser med islamiske referencer har holdt fast i modstanden mod dem, der konstant gav indrømmelser til den israelske ekspansionisme og imperialisterne og mistede deres troværdighed på grund af korruption, har vundet det palæstinensiske folks sympati.
Det faktum, at den palæstinensiske nation er under besættelse, og at denne besættelse konstant udvides, bør ikke forhindre identifikationen af den grundlæggende modsigelse i evalueringen af kræfterne her. Hovedmodsætningen her er mellem besættelse og anti-besættelse. Opløsningen af denne modsætning vil danne grundlag for opløsningen af modsætningen mellem de progressive og reaktionære kræfter i det palæstinensiske samfund. Det spørgsmål, vi nu vil fokusere på, er, at den palæstinensiske nations kamp for sin ret til selvbestemmelse og mod besættelsen er berettiget og skal støttes. De, der afviser legitimiteten af de palæstinensiske nationale befrielsesstyrkers kamp mod besættelsen og for national uafhængighed på grund af HAMAS’ natur, er støtter af imperialismen, som legitimerer den israelske zionismes besættelse og retfærdiggør de imperialistiske og reaktionære allieredes besættelse og aggression, især USA-imperialismens.
»Vi er her, og vi er med i kampen som PFLP. Vi er meget stærke i Gaza, vi har tusindvis af medlemmer. Siden den 7. oktober har vi haft hundredvis af martyrer. Vi var her før Hamas, vi var her før islamisterne. Vi var den vigtigste kraft, der førte den væbnede kamp i 1973 …« (Maher Al Taher, PFLP International Relations Officer)
Foreningen af de Palæstinensiske Nationale Befrielsesstyrker og deres fælles kamp mod staten Israel er en meget vigtig udvikling for den palæstinensiske nationale befrielseskamp. Palæstina, som er geografisk opdelt, politisk fragmenteret og har mistet sin centrale ledelse i form af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), er nu ved at blive genforenet med alle sine dele. Det er klart, at denne genforening forstyrrer mange mennesker. For et Palæstina uden enhed er altid dømt til nederlag. Staten Israel og dens støtter gjorde deres bedste for at forhindre denne genforening. Med denne proces forsøgte den internationale arena at skabe tvivl om det palæstinensiske folks modstand, især ved at understrege HAMAS’ ideologiske identitet. Det blev endda sagt, at organisationer som HAMAS repræsenterede reaktionisme på grund af deres islamiske identitet, og der blev givet åben eller indirekte støtte til Israels folkemord og brutalitet.
At beskrive den palæstinensiske modstand som en konflikt mellem religiøse identiteter er en organiseret og bevidst forvrængning af virkeligheden. Den har til formål at skjule den virkelighed, der gav anledning til den palæstinensiske modstand. Israel og dets støtter udfører systematisk denne propaganda. Det sker for at dække over den imperialistisk støttede israelske reaktions ekspansionistiske kolonialisme siden 1948 og den israelske zionismes næsten 80 år lange folkemordspraksis. På denne måde ønsker de at presse den palæstinensiske modstand ind i islamistiske identiteter for på den ene side at støtte deres egen offentlige mening og på den anden side at skjule eksistensen af revolutionære kræfter for øjnene.
Den reaktionære ideologi i HAMAS og andre islamisk orienterede organisationer og den rolle, de spiller i den palæstinensiske modstand i dag, fjerner ikke uretfærdigheden i Israels slaveri, undertrykkelse og undertrykkelse af Palæstina. Det fjerner heller ikke den politiske karakter af den palæstinensiske kamp for frigørelse fra dette åg, uanset dens ideologiske orientering. Denne kamp har ikke en islamistisk karakter, men den har et indhold, der sigter mod at befri Palæstina fra åget. I denne sammenhæng er det palæstinensiske folks kamp i enhver forstand en national befrielseskamp. »Al-Aqsa Flood«-operationen og den Palæstinensiske Nationale Befrielseskamp som helhed har en national essens, hvis indhold ikke kun kan bestemmes af HAMAS og lignende islamistiske organisationer.
Alle former for reaktionære, der tvivler på de undertrykte, udbyttede og underkuede folkemassers skabende kraft, bliver forvirrede over erkendelsen af noget, der er umuligt »ifølge dem selv«, søger tilflugt i konspirationsteorier og fremstiller i sidste ende de undertrykte folkemassers handlinger som et projekt fra den ene eller anden del af de herskende magter. For dem er folkemasserne uvidende, magtesløse og impotente. Uden samtykke fra de herskende magter kan de ikke realisere noget som helst uafhængigt fra dem. Det er ikke de undertrykte massers opgave at ryste de herskendes troner! Forskellige versioner af disse grupper, hvis hjerner er blevet gjort til slaver af de herskende klasser, tøvede ikke med at gentage det samme nonsens i kor, da de Palæstinensiske Nationale Befrielsesstyrkers aktioner begyndte. Endnu værre er det, at de, der kæmper for deres eksistens under lignende forhold som det palæstinensiske folk, også er en del af dette reaktionære billede. Selv om de ved, at de argumenter, der bruges i den reaktionære propaganda mod de palæstinensiske nationale befrielses- og antikolonialistiske kræfter, også bruges mod dem, har de uden tøven ofret princippet om støtte til undertrykte nationers retfærdige kamp som følge af de taktiske relationer og interesser, de har udviklet med de imperialistiske og reaktionære kræfter i regionen. De sammenflettede relationer med imperialismen har en betydelig indflydelse på dynamikken i fastlæggelsen af denne forkerte holdning. Det er også eksemplarisk i forhold til at vise dimensionerne af dette forhold.
Den Palæstinensiske Nationale Befrielseskamp har en lang historie af kamp
Som Marwan al-Abdal fra PFLP sagde: »Hvad angår Hamas, så kæmper Hamas – selv alene – i dag ikke for sit eget program, ikke for et Parti eller en side, men for forsvaret af det palæstinensiske folk. Det kæmper mod den historiske og sociale fjende, alle palæstinensiske Partiers fjende. Israel har altid ønsket at dæmonisere modstanden. For de herskende udbytterklasser dæmoniseres enhver modstandsstyrke, der rejser sig mod den givne orden af dominans og udbytning. Modstandssiden, hvad enten den er revolutionær-kommunistisk, religiøs eller hvilken som helst anden ideologi, vil blive fordømt for at gøre modstand. Konklusionen er, at vi befinder os i en fase med national befrielse, og det kræver, at alle forener sig i en fælles national front. Det er det, vi kræver. Hvorfor talte man tidligere om forsoning mellem de palæstinensiske parter og om at gøre en ende på splittelsen, om møder, om at skabe en bred front, om diskussioner om PLO? Fordi vi er under besættelse, og vi har brug for enhed. Det er der ingen uenighed om. Så elementet enhed er en slags styrke, som besættelsesmagten ikke ønsker, at vi skal opnå. Enhed betyder også styrkelse. De ønsker at splitte modstanden. Vi ved, og besættelsesmagten ved, at der er et israelsk projekt om at splitte den palæstinensiske modstand.
Vi kæmper under det fælles operationsrum for Folkefronten til Palæstinas Befrielse – Abu Ali Mustafa Martyrbrigaderne. Det fælles operationsrum er ikke en ny organisation. Den blev etableret i tidligere krige og har akkumuleret erfaring, planlægning og ekspertise. Dette rum modtager også hjælp og støtte, så det ikke føler sig forældreløst. Frem for alt er den forenet i militære operationer, og for første gang er det fælles operationsrum selvsikkert.
Desuden er denne folkelige modstand klar over, at den er engageret i en omfattende kamp mod imperialismen og zionismen og mod de ›normaliserende‹ arabere i regionen. Den ved udmærket, hvem der er fjender, og hvem der er venner.«
Den Palæstinensiske Nationale Modstand er først og fremmest det palæstinensiske folks forenede modstand. De Palæstinensiske Nationale Befrielsesstyrkers modstand mod israelsk aggression og kolonial ekspansionisme begyndte i 1948, da palæstinenserne blev frataget og fordrevet fra deres land. I de første år af modstanden var de islamiske styrker ikke engang en del af den palæstinensiske væbnede kamp. Mange organisationer, der var påvirket af ML og Mao Tsetungs tænkning, såsom Fatah, Den Demokratiske Front og Folkefronten til Palæstinas Befrielse, tog den væbnede kamp mod staten Israel til sig fra starten. Den palæstinensiske nationale befrielseskamp, både nationalt og internationalt, har hovedsageligt været de revolutionæres og kommunisternes sag. Efter at den Første Intifada udviklede sig til en større modstand i 1987, besluttede islamiske kræfter at tage den væbnede kamp op. HAMAS og Islamisk Jihad er de organisationer, der opstod i denne proces. Efter at Fatah afsluttede den væbnede kamp med »Oslo-aftalerne«, og kompromislinjen kom i forgrunden, kom islamisterne i forgrunden i modstanden.
»Al-Aqsa-Flood« var ikke kun et træk fra HAMAS eller lignende organisationer med en islamisk ideologisk formation, men også fra 14 palæstinensiske organisationer, som dannede en National Modstandsfront, og processen blev organiseret af »the Joint Operations Room«. Dette »Joint Operations Room« er også koordinationscenteret for den palæstinensiske modstand og den igangværende krig. Organisationerne i koordinationscentret for denne krig er Izz ad-Din Kassam-brigaderne, Hamas’ væbnede fløj, Al-Quds-brigaderne fra Islamisk Jihad, Abu Ali Mustafa-brigaderne fra Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Mujahedin-brigaderne, Nidal al-Amuri Battalion, Nasser Salah al-Din Brigades, National Modstandsbrigader af Demokratisk Front Palæstinas Befrielse (DFLP), Abdel Qader al-Husseini Brigaderne, Martyr Jihad Jibril Brigaderne, Martyr Ayman Jude Grupper og Stormhæren. Siden den 7. oktober er kadrer og kæmpere fra venstreorienterede organisationer som PFLP og DFLP og Nasser Saladin-brigaderne blevet martyrer. Alle disse organisationer er stadig involveret i konflikten.
Desuden var de palæstinensiske organisationer begyndt at arbejde sammen allerede før den 7. oktober. Det første »Joint Operations Room« mellem modstandsstyrker uden for Fatah blev grundlagt i 2006. I 2014 gik 12 organisationer sammen mod Israels »Operation Protective Edge«. I 2018 blev dette kammer formaliseret som »Joint Chamber of Palestinian Resistance Groups«. Al-Aqsa Martyrbrigaderne, Fatahs væbnede fløj, som blev fordrevet fra Gaza af Hamas i 2007, blev ikke inkluderet i dette kammer på trods af sin verbale støtte. Nidal al-Amudi-bataljonen, Nasser Saladin-brigaderne og Mujahidin-brigaderne blev dannet af Fatah-kadrer, der afviste Oslo-aftalerne og forlod Al-Aqsa Martyrernes Brigader, som efterlod deres våben og blev Den Palæstinensiske Myndigheds sikkerhedsstyrke.
På operationens 22. dag udsendte 5 palæstinensiske modstandsorganisationer (PFLP, PFLP-DC, PFLP-GC, HAMAS og Islamisk Jihad) en fælles erklæring. Den fælles erklæring understregede vigtigheden af at holde fast i den nationale enhed og afvise fjendens forsøg på at splitte folket eller monopolisere nogen del af det, og understregede vigtigheden af at forene indsatsen og stramme rækkerne i denne skæbnesvangre kamp. Udtalelsen gav USA skylden for processen og opsummerede målet med kampen på følgende måde: »Mens vi fører denne kamp til forsvar for vores land, vores folk og vores hellige steder, bekræfter vi vores engagement i vores folks ret til at gøre modstand og vores tillid til, at vores folk vil sejre i denne kamp for befrielse, tilbagevenden, selvbestemmelse og oprettelsen af en palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad.«
Den ideologiske klassekarakter af nationale uafhængigheds- og antikoloniale bevægelser er selvfølgelig vigtig, men i forhold til hele spørgsmålet er legitimiteten af modstanden og oprøret mod den koloniale besættelse af Palæstina afgørende. Nationers ret til selvbestemmelse er en ubestridelig ret, og den Palæstinensiske Nationale Befrielseskamp og de antikolonialistiske kræfters kamp er legitim både i substans og form.
De Palæstinensiske Nationale Befrielses- og Antikoloniale Modstandsstyrkers kamp er en allieret for proletariatet i kampen for verdensrevolutionen
Modsætningen mellem de undertrykte folk i de afhængige lande og kolonier og imperialisterne er den centrale modsigelse i vores epoke. Uddybningen af det imperialistiske systems generelle og uundgåelige krise øger intensiteten af modsætningen mellem disse lande og deres undertrykte folk og imperialisterne. Løsningen af denne modsætning til fordel for de undertrykte folk og nationer uddyber de interne modsætninger i det imperialistiske system og svækker det i sidste ende. I den forstand giver de undertrykte folks og nationers kamp mod imperialismen styrke til proletariatets kamp. Det er på grund af denne virkelighed, at Lenin, Stalin og Mao Tsetung, mens de opremsede de modsætninger, der udgør det imperialistiske system, understregede modsætningen mellem imperialismen og de undertrykte folk og nationer som den modsigelse, der markerer vores epoke. Dette er også en definition, der definerer den position, som de kræfter, der kæmper mod imperialismen, har i forhold til det imperialistiske system, og som dermed tydeliggør proletariatets allierede. Nationale befrielsesbevægelser er allierede med den Internationale Kommunistiske Bevægelse. Disse to kræfter supplerer hinanden i kampen mod imperialismen. Vi er nødt til at se på den Palæstinensiske Nationale Befrielseskamp ud fra dette perspektiv.
Denne nye krigstilstand mellem den israelske stat og den Palæstinensiske Nationale Modstand er en ny fase i den igangværende kamp mellem rigtigt og forkert. Den Palæstinensiske Nationale Befrielseskamp er historisk og politisk retfærdig. Den zionistiske reaktion og dens imperialistiske støtter står på den forkerte side. I denne kamp står det bevidste proletariat og verdens undertrykte folk sammen med den Palæstinensiske Nationale Modstand. Det faktum, at det angreb, der udløste denne krig, omfatter den israelske zionismes bosættelser, ændrer ikke på »hvad der er rigtigt«. Palæstina er i en forsvarskrig, det er rigtigt, og krigen er legitim. Hvis Palæstina vinder denne krig mod Israel, vil det, som kammerat Lenin sagde, blive budt velkommen »med kærlighed« af det internationale proletariat.
Kolonisering eller halvkolonisering er imperialismens uundgåelige tendens. Den periode, vi gennemlever, er en periode, hvor dette igen er meget tydeligt. Staterne, der er tynget af en enorm gæld, har båret systemet frem til i dag med penge, som realøkonomien ikke kan håndtere. Systemet har været bankerot i nogen tid. Ikke desto mindre fortsætter det med at eksistere gennem afhængige og især halvkoloniale stater. Intensiteten og kontinuiteten i nutidens regionale krige, kronisk inflation, stigende og i dag voksende skatter er alt sammen en del af dette. Det er klart, at disse ting ikke er uafhængige af imperialismen og monopolbourgeoisiets bankerotte system. I den forbindelse må vi fremføre og forsvare nationernes ret til selvbestemmelse som et princip, der skal forsvares i den antiimperialistiske kamp. Vores bevidsthed skal være klar på dette punkt.
Det er en objektiv realitet, at komponenterne i de afhængige og koloniserede landes folks kamp mod kolonialisterne og imperialisterne viser klassemæssig mangfoldighed, og at hver klasse og hvert lag har sit eget synspunkt og sine egne forskelle med hensyn til arten af det samfund, der skal skabes. Det faktum, at proletariatets ideologiske og politiske linje ikke er effektiv eller afgørende i sådanne kampe, selv om det udtrykker en vigtig mangel, ændrer ikke problemets karakter som helhed.
»Den utvivlsomt revolutionære karakter af det store flertal af nationale bevægelser er lige så relativ og ejendommelig som den mulige reaktionære karakter af visse særlige nationale bevægelser. Den revolutionære karakter af en national bevægelse under imperialistisk undertrykkelse forudsætter ikke nødvendigvis eksistensen af proletariske elementer i bevægelsen, eksistensen af et revolutionært eller republikansk program for bevægelsen, eksistensen af et demokratisk grundlag for bevægelsen. Den kamp, som emiren af Afghanistan fører for Afghanistans uafhængighed, er objektivt set en revolutionær kamp, på trods af emirens og hans medarbejderes monarkistiske synspunkter, for den svækker, opløser og underminerer imperialismen;« (Stalin)
Det faktum, at forståelsen af antiimperialisme, antiimperialistiske kampe, vrede og modstand mod imperialismen hos andre klasser end proletariatet er begrænset og indeholder uoverensstemmelser, kan ikke ses som en hindring for de relationer, vi har etableret og vil etablere med dem. Det, vi er forpligtet til at gøre i denne situation, er at opfylde lederskabets mission med at overvinde disse uoverensstemmelser. Dette, som AIF’s program understreger, »går hånd i hånd med effektiviteten af proletariatets verdenssyn i denne kamp.«
Kampene for national uafhængighed og oprøret mod kolonialismen blev korrekt identificeret af Lenin som proletariatets allierede kræfter i den internationale proletariske bevægelses verdenskamp i imperialismens og de proletariske revolutioners tidsalder. Samtidig blev det gjort klart, at det »Nationale og Koloniale Nationale Spørgsmål« er en anden sfære, hvor klassekampen er legemliggjort, og at det er bydende nødvendigt at »opnå enhed« i kampen mod det imperialistiske system. En af de vigtigste søjler for det imperialistiske systems eksistens og overlevelse er udplyndringen af »koloniale og afhængige lande« og overførslen af enorme ressourcer til de imperialistiske stater. I denne sammenhæng er fjenderne for det internationale proletariat og folkene i de afhængige og koloniserede lande fælles, og for at kæmpe mod imperialismen er det ikke et valg, men en nødvendighed for disse kræfter at opbygge en fælles revolutionær front mod imperialismen.
»Leninismen afslørede denne skrigende uoverensstemmelse, brød muren ned mellem hvide og sorte, mellem europæere og asiater, mellem imperialismens »civiliserede« og »uciviliserede« slaver, og forbandt dermed det nationale spørgsmål med spørgsmålet om kolonierne. Det nationale spørgsmål blev derved forvandlet fra et særligt og internt statsligt problem til et generelt og internationalt problem, til et verdensproblem om befrielsen af de undertrykte folk i de afhængige lande og kolonier fra imperialismens åg.
[…]
Leninismen har bevist, og den imperialistiske krig og revolutionen i Rusland har bekræftet, at det nationale spørgsmål kun kan løses i forbindelse med og på grundlag af den proletariske revolution, og at vejen til revolutionens sejr i Vesten går gennem den revolutionære alliance med koloniernes og de afhængige landes befrielsesbevægelse mod imperialismen. Det nationale spørgsmål er en del af det generelle spørgsmål om den proletariske revolution, en del af spørgsmålet om proletariatets diktatur.« (Stalin)
»Ud fra dette kan man se, at der er to slags verdensrevolutioner, hvor den første tilhører den borgerlige eller kapitalistiske kategori. Æraen for denne type verdensrevolution er for længst forbi og sluttede allerede i 1914, da den første imperialistiske verdenskrig brød ud, og mere specifikt i 1917, da Oktoberrevolutionen fandt sted. Den anden slags, nemlig den proletarisk-socialistiske verdensrevolution, begyndte derefter. Denne revolution har proletariatet i de kapitalistiske lande som sin hovedkraft og de undertrykte folk i kolonierne og halvkolonierne som sine allierede. Uanset hvilke klasser, partier eller individer i en undertrykt nation, der slutter sig til revolutionen, og uanset om de selv er bevidste om pointen eller forstår den, så længe de modsætter sig imperialismen, bliver deres revolution en del af den proletariske-socialistiske verdensrevolution, og de bliver dens allierede.« (Mao Tsetung, Om Nyt Demokrati)
I vores tid, hvor bourgeoisiet er fuldstændig reaktionært, er kampene for national befrielse og kolonialisme også en del af processen med den Nye Demokratiske Revolution. Fordi kolonialismens og besættelsens processer i vores epoke ikke kan finde sted uafhængigt af imperialisterne, og derfor omfatter enhver antikolonial og antibesættelseskamp objektivt set antiimperialisme. Mens udførelsen af den antikoloniale og antibesættelsesmæssige kamp på en proletarisk linje sikrer udviklingen af en direkte og konsekvent Nye Demokratiske revolutionsproces, da komponenterne i de Palæstinensiske Modstandsstyrkers Kamp hovedsageligt er fokuseret på antibesættelse og eliminering af den koloniale situation, vil løsningen af dette spørgsmål til fordel for modstandsstyrkerne også modne forudsætningerne for fremskridt i den Nye Demokratiske Revolutions proces.
»I denne æra hører enhver revolution i en koloni eller halvkoloni, som er rettet mod imperialismen, dvs. mod det internationale borgerskab eller den internationale kapitalisme, ikke længere ind under den gamle kategori af den borgerligt-demokratiske verdensrevolution, men under den nye kategori. Den er ikke længere en del af den gamle borgerlige eller kapitalistiske verdensrevolution, men er en del af den nye verdensrevolution, den proletariske og socialistiske verdensrevolution. Sådanne revolutionære kolonier og halvkolonier kan ikke længere betragtes som allierede med verdenskapitalismens kontrarevolutionære front; de er blevet allierede med verdenssocialismens revolutionære front.« (Mao Tsetung, Om Nyt Demokrati)
Den Palæstinensiske Nationale Befrielseskamp er Dømt til at Vinde
»Som Lenin påpegede, er de proletariske borgerkrige mod bourgeoisiet, proletariatets diktatur mod de borgerlige stater og de undertrykte folks nationale revolutionære krige mod imperialismen uundgåelige og revolutionære krige…« (Kommunistisk Internationales 6. Verdenskongres, 1928).
Som antiimperialister og revolutionære kræfter i verden går vi først og fremmest ind for en verden uden krig, og vi kæmper for det. Men vi ved, at det ikke vil ske uden at gøre en ende på det system af udnyttelse og barbari, som vi lever i. Derfor holder vi os væk fra »humanistiske« og »pacifistiske« perspektiver og slogans, og vi ser ødelæggelsen af de objektive grunde, der faktisk skaber krige, som en nødvendighed for at gøre en ende på krigene. Derfor bestemmer vi vores holdning ved at se på de objektive grunde og modsætninger, som krige finder sted på, og hvilke modsætninger de sigter mod at løse.
For dem, der kæmper for at skabe en verden uden krig og udbytning, er problemet helt klart. Der vil være krige, indtil det objektive grundlag, der skaber krige, dvs. klassesamfundets virkelighed, er elimineret. Derfor må menneskeheden kæmpe for at skabe et klasseløst samfund. Til det formål må de organisere arbejderklassens og de undertryktes revolutionære modvold mod de herskende klassers vold og kæmpe for at udslette de herskende, udbyttende klassekræfter fra menneskehedens historie for evigt. Som Lenin sagde: »Først når vi har væltet, endeligt besejret og eksproprieret bourgeoisiet i hele verden, og ikke kun i ét land, vil krige blive umulige.«
Inden for det imperialistiske system af udbytning og udplyndring føres der primært krige på to fronter: På den ene side uretfærdige krige, der tjener en fortsættelse af udbytningssystemet og gavner den ene eller den anden udbytterklasse, og på den anden side krige, der tjener den undertrykte, udbyttede og undertrykte arbejderklasses og de undertrykte folks interesser, dvs. retfærdige krige. Vi går både ind for retfærdige krige og er en del af disse retfærdige krige.
Med Lenins ord er »imperialisme politisk reaktion«. Netop derfor skal kampen for fred og for folkenes, kvindernes, nationernes og naturens frihed ses som en del af den revolutionære krig mod imperialismen og fascismen.
Det skal gentages, at den antiimperialistiske kamp i dag også er tæt forbundet med den demokratiske kamp. På verdensplan er de demokratiske principper og værdier gået i opløsning i bourgeoisiets hænder, og kampen for demokrati og konsekvent demokratisme har fået en enhed, der forener sig med den antiimperialistiske karakter. Det betyder, at det proletariske demokratis værdier, principper og politiske linje med dets konsekvente antiimperialistiske karakter bliver mere og mere integreret med de undertrykte folkeslag.
Antiimperialisme er et sine qua non i kampen for demokrati. Det betyder selvfølgelig ikke, at enhver demokratisk kamp og bevægelse skal være konsekvent og revolutionær til det sidste. Det betyder kun, at enhver demokratisk kamp indeholder en antiimperialistisk essens, som vi skal være ansvarlige for at forstå for at udvikle og forene den.
Den vej, som antiimperialister skal følge, er at forstå de interesser, der betinger løsningen. I dette tilfælde er det klart, at vi taler om et ansvar, der fokuserer på interesserne hos de undertrykte folk, som er genstand for kampen for demokrati. Opnåelsen af demokratiske rettigheder er mulig, hvis kampen mod imperialismen lykkes. Den antiimperialistiske kamps betydning, dybde, omfang og nødvendighed bestemmer omfanget af kampen for demokrati. At tage spørgsmålet op på internationalt plan er et andet vigtigt spørgsmål, der skal understreges. De seneste begivenheder viser, at betingelserne for antiimperialistisk kamp på internationalt plan er modnet. Eksistensen af og kampen for de nationer, hvis ret til selvbestemmelse er blevet krænket, og hvis territorier er blevet besat, har mobiliseret en betydelig masse af mennesker. De progressive dele af verden har omfavnet kampen mod den store ødelæggelse, som imperialismen har forårsaget, med stort had og vedholdenhed. Den intolerance, der udvises over for denne kamp, især i de »avancerede demokratier«, er en stærk indikation på karakteren af interessekonflikten på dette område. Der er en klar intolerance både over for kampen og over for modangrebet. Interesserne hos dem, der skabte problemet, kolliderer med interesserne hos dem, der går ind for en revolutionær løsning på problemet i Palæstina, for eksempel.
Det palæstinensiske folks eneste sande ven er de millioner af mennesker, som på trods af forbud og undertrykkelse fylder gaderne med en antizionistisk og antiimperialistisk ånd i alle hjørner af verden. Mod den reaktionære dominans, der legitimerer isolationen af Palæstina og zionismens massakre med »historien om terrorisme«, er det folkets uafhængige handlinger, der står ved Palæstinas side uden beregning, broderer »Leve det frie Palæstina« på væggene overalt og flagrer med Palæstinas symboler.
Den Palæstinensiske Nationale Modstand, der blev formet som en stærk antiimperialistisk kamp af stor historisk værdi, er meget mere glorværdig i dag. Den sidste fakkel, der oplyser denne storhed, er Al-Aqsa-Flood. De ledende træk i den palæstinensiske kamp, som blev belyst af Al-Aqsa-Flood, skinner stadig klart i dag. Det er de karakteristika, som kommunister gentagne gange har belyst, forklaret og praktiseret i alle deres kampe. Det er de træk, der lærer os, hvordan vi vinder.
Den palæstinensiske modstands styrke og succes, dens kvalitet, der forstyrrer alle USA-imperialismens og zionismens regionale beregninger, vil være en løftestang i de undertrykte nationers og folkemassers kamp. Succesen med den organiserede modstand fra en magtesløs, belejret, fattig og berøvet undertrykt nation mod den imperialistiske og zionistiske reaktion, organiseret på højeste niveau og i besiddelse af alle midler til dominans, næsten en krigsmaskine, vil være en reference for befrielseskampene. Den kendsgerning, at denne modstand uddyber kampen mod det imperialistiske hegemoni, gør den åben og hæver den til konfliktniveau, vil afsløre nødvendigheden af at organisere retfærdige og revolutionære krige mod dette reaktionære hegemoni. Den palæstinensiske befrielsesmodstands storhed, beslutsomhed og vedholdenhed vil afsløre alle regionale reaktionære kræfter og øge de undertryktes bevidsthed og vilje til at kæmpe.
Vi befinder os i en ny proces, hvor vi er dømt til at vinde over al imperialisme. Imperialismen er et bankerot økonomisk og politisk system, som venter på at blive smidt på historiens losseplads. Folkene har mægtige arme til at løfte denne gigantiske bunke affald. Det er vores grundlæggende pligt at organisere os, bevæbne os og deltage i kampene om magten uden tøven. Vi skal være fuldt ud solidariske med den palæstinensiske nationale modstand og uden tøven understrege, omfavne og forsvare ethvert revolutionært træk i den. Dette vil ikke kun være solidaritet. Vi skal også føre en aktiv, åben kamp i vores lande mod alle den israelske zionismes regionale og internationale forlængelser og samarbejdspartnere. Israel støttes eller fodres på forskellige måder af mange stater og mange internationale monopoler. Som antiimperialister må vi arbejde for at ramme de kilder, der støtter og giver næring til denne besættelse og massakre i de lande, hvor vi bor. Det kan vi kun gøre ved at tro på og lade os lede af folkenes magt til at vinde i sidste ende.
Som Koordinationskomité for Antiimperialistisk Forbund opfordrer vi alle revolutionære, antiimperialistiske og besættelsesfjendtlige kræfter til at støtte den Palæstinensiske Nationale Befrielseskamp og til at være en del af modstanden, uanset hvad det koster. Vi må omfavne det undertrykte palæstinensiske folks kamp mod den israelske zionisme, som er en af det imperialistiske systems rambukke, styrke modstanden og vise vores solidaritet med konkrete handlinger.
DE PALÆSTINENSISKE NATIONALE BEFRIELSESKRÆFTERS KAMP MOD BESÆTTELSE OG KOLONIALISME ER RETFÆRDIG OG LEGITIM!
IMPERIALISTERNE OG ALLE REAKTIONÆRE ER PAPIRTIGRE!
LEVE DE PALÆSTINENSISKE NATIONALE BEFRIELSESSTYRKERS KAMP FOR NATIONAL UAFHÆNGIGHED!
LEVE DE UNDERTRYKTE NATIONERS RET TIL SELVBESTEMMELSE!
NED MED IMPERIALISMEN, NED MED DEN ZIONISTISKE STAT ISRAEL!
Koordinationskomité for Antiimperialistisk Forbund
Oktober 2024